GreenReaders tour-stof er skrevet af online-magasinet Global Golf Posts stab af dygtige europæiske og amerikanske journalister. Europa-touren, PGA-touren og LPGA-touren følges hver uge tæt i form af baggrundsartikler, du ikke finder i andre danske golfmedier.

Artiklerne er til dig, der allerede HAR set tv fra ugens turneringer og tjekket vinderscores på diverse websites, men gerne vil vide mere. Journalisterne går bag om ugens vigtigste begivenheder og mest prominente personligheder med reportager og portrætter, velvalgte citater og pudsige detaljer.

Magasinet er gratis. Det udkommer hver mandag og er således skabt til at ’fylde hullet’ frem til torsdag, hvor de næste turneringer begynder.

GreenReader giver dig tillige det hotteste hotte fra udstyrsverden – i form af traditionelle nyhedsartikler, men også via ’Trawleren på træningsbanen’, der hver uge spotter hvem, der har skiftet udstyrsmærke eller tester prototype-køller.

Manden bag GreenReader er Jan Frimodt, journalist og mangeårig, nu forhenværende, redaktør af GOLFmagasinet.