SUN CITY, SOUTH AFRICA - NOVEMBER 17: Tommy Fleetwood poses for a photo with the Emirates Girls after victory during the fourth round of the Nedbank Golf Challenge hosted by Gary Player at the Gary Player CC on November 17, 2019 in Sun City, South Africa. (Photo by Warren Little/Getty Images)

Flyvende Fleetwood af sted til Dubai

Med sejren i Nedbank Golf Challenge rykkede englænderen Tommy Fleetwood op som nr. 2 på Race to Dubai, den liste, han toppede for to sæsoner siden.  

Østrigeren Bernd Wiesberger, der blev delt nr. 3 på Gary Player Country Club-banen i Sun City, Sydafrika, holdt sig foran Fleetwood, nu, hvor spillerne rykker til Dubai for at spille sæsonfinalen DP World Tour Championship.  

Spanske Jon Rahm, Irlands Shane Lowry og englænderen Matthew Fitzpatrick ligger på listens  følgende tre pladser. De fem øverste skal efter DP World Tour Championship dele den $5 mio. (33,5 mio. kr.) store bonuspulje, to af dollarmillionerne går til nr. 1. Der ud over dyster de 50 deltagere i DP World Tour Championship om DEN turnerings førstepræmie, som er $3 mio. (20,1 mio. kr.).

 “Det er kun nogle ganske få, der i slutningen af sæsonen har mulighed for at slutte øverts på Race to Dubai-listen. Nu er det tredje gang, at jeg er så heldig at være én af de få, og jeg vil give den alt, hvad jeg har,” sagde 28-årige Fleetwood. “I en tidlig alder har jeg mulighed for at sikre min familie økonomisk resten af livet. Af alle de ting, jeg er lykkedes med, er det nok den, jeg er mest stolt af.”

Fleetwood og svenske Marcus Kinhult sluttede begge 12 under par. På første omspilshul lavede Kinhult en bogey og Fleetwood en par. Dermed sikrede Fleetwood sig førstepræmien på $2,5 mio. (16,8 mio. kr.) og sin femte Europa-tour-titel.

Trods det, han kaldte ”en fjollet bogey” i omspillet, var Kinhult tilfreds med sin præstation i Sun City. For et år siden blev han nemlig nr. sidst i samme turnering.

I år tilfaldt den placering Lucas Bjerregaard, han sluttede sammenlagt 23 slag over par. Dermed gled danskeren ud af top 50 på Race to Dubai-listen.

Joachim B. Hansen fortsatte sine seneste ugers gode resultater og blev en delt nr. 17 i Sydafrika. Det placerede ham som nr. 51 på listen, og JB står således ikke til at spille i denne uge i Dubai.

Et pengeseddelstort plaster på såret må det dog være, at den 29-årige dansker i seks turneringer fra og med Open de Espanha i begyndelsen af oktober har spillet ca. €450.000 (3,4 mio. kr.) ind på kontoen.

Af Redaktionen Foto: Getty Images