Selvklip
Øland Golfklub har:

DEN ONDESTE Ø-GREEN

Af Jan Frimodt Foto: Søren Friis

I 2007 indviede Øland Golfklub sine ni nye huller – heriblandt 18. hul, et mellemlangt par 4, der sluttede med en ø-green, den første af sin slags i Danmark.

Der deltog cirka 70 mennesker i åbningsmatchen, 60 af dem slog bolden i vandet omkring den green, der dengang var betydeligt mindre, end den er i dag.

Det fortæller Ejner Bering, klubbens daværende formand.

Ølands bane ligger ved nordsiden af Limfjorden, cirka halvvejs mellem Aalborg og Aggersund. Ideen til en ø-green opstod blandt andet, fordi hele det område, banen ligger i, frem til omkring 1920 i sig selv var en ø.

Greenen var dengang og er stadig kun ’landfast’ via en tange i venstre side, så under normale omstændigheder hjælper der ingen kære mor: approach-slaget SKAL slås hen over søens vand.

Greenen var oprindelig cirka 250 kvadratmeter stor. I forskellige etaper voksede den frem til, at den i sæsonen 2017 fik den størrelse, den har i dag, dvs. cirka 460 kvadratmeter. Desuden løber der nu hele vejen rundt om greenen et forklæde på cirka 1,5 meter og uden om dét en skråning, hvor bolden godt kan blive hængende, på cirka 3 meter.

Hele øen er således blevet nemmere at ramme, til gengæld har greenen i forhold til tidligere fået to plateauer, så den er sværere at putte på.

Det kræver ikke ét, men to gode slag at ramme øen i regulation. Fra herre-tee skal man drive 170-80 meter, før bolden er forbi det enlige egetræ, der står midt på fairway. Slår man 186 meter eller mere, men lidt til højre, ender bolden i søen langs højre side af fairway.

Efter det rigtige drive – forbi træet og ikke i søen til højre – kommer så det nervepirrende andetslag, hvor bolden måske skal flyve 140-50 meter for at slå ned midt på øen.

”Vi andre dødelige slår bolden kort af søen i andetslaget og pitcher ind på tre. Så har man altid chancen for at hole sit putt, men man er under alle omstændigheder glad for at gå fra 18. hul med en bogey,” siger Ejner Bering om hullet, som har handicapnøgle 4.

Ejner Bering gætter på, at man hver sæson – ved hjælp af specialdesignede river – fisker mindst 1.500 bolde op fra søens bund. Scoren på hullet kan godt løbe op i to cifre.    

Til de mere kuriøse ulykkesfortællinger hører, at det på den tidligere, mindre green af og til lykkedes folk at putte bolden af green og ned i vandet.

Og så er der historien om dengang kraftig blæst fik en vogn med bag til at trille ned i søen, i første omgang uden at vognens ejer lagde mærke til det.

Ejner Bering husker udmærket historien, for det var nemlig hans vogn: ”Faktisk var jeg og de andre i bolden så optaget af vores putts, at vi først så, hvad der var sket, da dem i bolden bag ved råbte til os.”  

Birdies på hullet er selvsagt en sjældenhed, og der er så vidt Ejner Bering ved kun lavet én eneste eagle på 18. hul. Den dygtige og heldige spiller var Claus Nielsen, i dag adm. direktør i firmaet Scantool, som oprindelig finansierede bygning af golfbanen og ejede den de første år.

Andre danske klubber har ø-greens, men Øland var i en årrække den eneste bane, hvor runden sluttede på en ø-green – ind til Great Northern kom til.

Øland Golfklub åbnede med 9 huller i 2002, yderligere 9 kom til i 2007. Heldags-greenfee alle ugens dage er 350 kr., greenfee på klubbens pay & play-bane er 100 kr.

Se mere på

https://www.oeland-golfklub.dk

LK-4 (2)

Til kamp for golf i provinsen

Læs den lange version af HISTORIEN OM AARHUS GOLF CLUB, en af de danske golfklubber, der er 50 år eller ældre.

rejsegilde klubhus

Visioner på heden

Læs den lange version af HISTORIEN OM HERNING GOLF KLUB, en af de danske golfklubber, der er 50 år eller ældre.

Lille Herluf bred

En familievenlig klub

Læs den lange version af HISTORIEN OM SCT. KNUDS GOLFKLUB, en af de danske golfklubber, der er 50 år eller ældre.

Indvielsen_af_ni_hullers_banen_1968

Socialist satte gang i golfspillet

Læs den lange version af HISTORIEN OM HILLERØD GOLF KLUB, en af de danske golfklubber, der er 50 år eller ældre.

Lille gravemaskine

Stolthed i grusgraven

Læs den lange version af HISTORIEN OM SØNDERJYLLANDS GOLFKLUB, en af de danske golfklubber, der er 50 år eller ældre.

Snapindskoven

Dresscode drama

Læs den lange version af HISTORIEN OM ODENSE GOLFKLUB, en af de danske golfklubber, der er 50 år eller ældre.